Her få minutter inden afgangen mod Abu Dhabi får I lige et par af dagens indtryk fra vores køretur mod Chennai.
Dagen startede med gudstjeneste for pigerne på kostskolen og os allerede kl. 6, så vi kunne begive os ud på den fem timer lange tur til lufthavnen. Vi gjorde heldigvis holdt i kystbyen Pondicherry, hvor den berømte Gandhi-statue står – og hvor der var is i varmen.
Vi besøgte også det dansk-indiske par, Kanni og Mogens, som havde inviteret på frokost i deres meget flotte hjem – med havudsigt og det hele…
Køreturen gik helt efter planen (livsfarlig som altid!) – og NU går turen hjemad! 🙂
…og dér kan man jo sove (lidt) længe og få ordnet ting! Derfor tog vi efter en god morgenmad bestående af ragi (en slags øllebrød med varm mælk og sukker), noget daal på rispandekage, toastbrød med peanutbutter og kogte æg, med autos på tur til centrum af Tirukoilur. Damerne skulle købe sari til Marie, naturligvis behørigt overvåget af 10-12 sælgere i forretningen, lige som vi handlede souvenirs i messingbutikken og supermarkedet.
Om eftermiddagen var der tid til afslapning, en rundvisning på kostskolens sovesale, i køkkenet, biblioteket og vaskepladsen.
Damerne skulle mødes kl. 17 og have sat sarier på. Fem af kostskolens medarbejdere troppede op og styrede påklædningen med hård hånd – og hentede ”guld”-smykker i læssevis, så alle kunne se ordentlige ud til aftenens kulturelle show på kostskolen. Som var en flot oplevelse med sang og dans, martial arts (der er en tradition hernede), sketch og et ildshow – alt sammen indøvet af de dygtige piger.
I aften tørner vi tidligt ind, da der er børnegudstjeneste i morgen tidligt allerede kl. 06 (fordi pigerne skal på udflugt), og vi er inviteret. Derefter går turen mod Pondicherry for at se havet og den store Gandhi-statue, inden vi drager mod Chennai og vores fly.
Det bliver måske ikke så nemt at få tid til at uploade mere her på bloggen de næste rejsedage – så indtil videre siger vi tusind tak fordi I kiggede med 🙂
Hver gang vi ankommer til nye skoler, bliver vi mødt af børn, der har forberedt farverige danse til os. Stoltheden og glæden lyser ud af dem og kan ikke andet end smitte af på os.
Fredag gik turen til Somasipadi, som var den første ALC-skole, der blev støttet af midler fra lille Vendsyssel. Skolen har 170 elever, og består af både primary- og high school.
Det var pastor Jane Aneetha, som stod for dagens program. Jane kender vi særdeles godt; hun har nemlig tidligere været headmaster på kostskolen i Siloam, hvor vi bor – og dermed også leder af vores guesthouse. Hun er fantastisk til engelsk, og en person, som børnene holder utroligt meget af.
Ved ankomsten var der endnu en gang både trommer og blomster – og velkomsten skulle foregå på en lille scene med en flot, lyserød markise. Der er stadig meget varmt efter årstiden – så tak og lov for lidt skygge. I sin velkomsttale sagde Jane blandt andet: ”At forelske sig er nemt – men at VÆRE elsket er ikke en selvfølge” med henvisning til de mange dalit-børn i området, som er helt uden for kastesystemet (der fungerer i bedste velgående, selv om det officielt er afskaffet for år tilbage).
Programmet for velkomsten bøde på flot underholdning af skolens elever, og indskrivning af hele seks (bittesmå!) elever. Det foregår ved, at et andet barn, forældrene eller en lærer hjælper dem ved at skrive dét bogstav i en skål korn, der går igen som det første i vistnok alle verdens skriftsprog; nemlig dét, der genererer lyden A. I dag fik vi æren af at føre de små fingre i kornet og efterfølgende overrække de materialer, som de små elever skal bruge i den første del af deres skoletid.
Velkomstceremonien fandt sted foran Skæve Sogns første skolebygning, så det var et dejligt tilbageblik. Det var i sin tid en dygtig medarbejder ved navn John Wesley, der introducerede os til området her. Han arbejder et andet sted nu – men da han havde hørt, at vi skulle besøge skolen, dukkede han op – bare for at sige hej.
Annes 5. klasse på Dybvad Skole har inden turen lavet nogle små præsentationer af dem selv, som vi allerede har vist for en flok elever i Siloam. I dag skulle præsentationen stå sin store prøve, da hun skulle introducere en klasse af elever i 6th Standard for danske værelser, fritidsinteresser og familier. Det blev en stor succes, og Anne fik fine svar med retur til Dybvad.
De fik også lært sangen ”I like the flowers”, og sang hurtigt, højt og herligt med på Bombidiadi-Bombidiadi – også da vi skulle videre. De var helt vilde med Annes besøg, og en enkelt dreng sprang endda spontant ud af klasselokalet og gik omgående på knæ med et kræmmerhus blomsterblade foran hende 🙂
Efter Somasipadi ventede køreturen mod tempelbyen Tiruvannamalai, hvor vi indledte med et besøg på ”den store røde skole” hos skoleleder Hubert (som også er et højtstående medlem af kirkens ledelse). Skolen har 1.500 elever og er et af ALC’s flagskibe. Egentlig kom vi der bare for at få en kop kaffe, men fik også overrakt plaketter i anledning af skolens jubilæum – og så var aircondition’en på hans kontor skruet helt ned på 19 til vores ære – og hans nydelige kontortoilet kunne benyttes! 🙂
Frokosten blev serveret hos Deivaneethi (der er central manager i skoleprojektet, og som har været med ved velkomsterne de forskellige steder) i hans privatbolig, hvor hans hustru også deltog. Dejlige indiske retter på bananblade og spisning med fingrene; en disciplin, man lige skal vænne sig til…
Fredagens 2. programpunkt var et besøg på væveriet Lebanon – et sted, hvor enker tjener til livets ophold og også kan bo. Det er et af ALCs ældre projekter, hvor vores gode ven Sundar er vokset op – så han har kirken og skoleprojektet med fra barnsben. Vi uddelte nogle sække med dagligvarer til arbejderne, og herefter blev deres lille butik ellers ribbet for viskestykker, duge og klude og andre af deres flotte kreationer.
I Tiruvannamalai skulle vi da også lige på marked og shoppe lidt i de indiske butikker efter forskellige sager, vi kan bruge til skolebørn og Indien-arrangementer derhjemme. Vi synes, byens autos var NOGET smallere end forleden – eller også er det al den hvide ris, som har sat sig på bagdelen! 🙂 Så butikkerne blev OGSÅ ribbet – i hvert fald for perler, silkebånd, små olielamper i messing og andre gode ting.
Endnu én af de folk, vi har haft på besøg i Danmark, Ambily, hjalp os rundt og inviterede på hotel; kaffe, is og milkshakes. For Lars var det første gang siden 1980, at han fik sådan en – og han kom helt nostalgisk i tanker om, at han faktisk havde savnet det helt forfærdeligt 🙂
Endelig ventede et hyggeligt besøg hos den sidste af de folk herfra, der har været hos os i Dybvad og omegn, nemlig Epzi – og familien, hvor børnene Devine og Devina på henholdsvis 16 og 12 opførte den flotteste indiske dans. Devine er lidt af et naturtalent til både skole, musik og kunst, så vi fik meget flotte hjemmelavede bogmærker med hjem. Og Anne fik lidt flere skud i kassen til præsentationen om indiske skolebørns dagligliv.
I morgen, lørdag, er det tid for afslapning på Siloam, hvor vi skal over på kostskolen til et flot kulturelt show, pigerne har arrangeret for os. Og mon ikke, vi lige skal en tur ind til byen og ”kigge på vinduer”? 🙂
Selv de lokale syntes, det var varmt i dag – 33 grader i februar er trods alt ikke standarden. Så det var på stegende hed asfalt, vi begav os ud på vores to planlagte skolebesøg.
Første stop – cirka en times kørsel væk – var den lille landsby Koo Kallakurichi, som vi besøgte første gang for fem år siden. I den mellemliggende tid er der blevet opført en spritny skolebygning med to fine klasselokaler, aktivitetsområde på de flade tag, en lille muret scene, samt et nyt tag på den eksisterende fløj, hvor der er tre klasselokaler. Hele området var pænt og ryddeligt i modsætning til al dét skrald, vi ellers ser. Der var grønne planter i potter og bede – og endnu én kom til, da Henning sammen med nogle af eleverne plantede et træ til minde om dagen.
Grunden til, at vi i sin tid ”faldt for” skolen er, at den åbenlyst har succes med at lære eleverne engelsk, og man kunne se, at børnene virkelig er glade for deres lærere. Det kan være svært at beskrive – men man mærker det helt klart. Og det havde heldigvis ikke ændret sig!
Det var helt fantastisk at besøge de enkelte årgange (det er en elementary school med de yngste trin), som havde forberedt sange og små præsentationer. Det lyste bare ud af dem, at de havde glædet sig til at få spændende besøg 🙂
Omgangstonen ved det efterhånden rituelle møde med lærerne, præsten og forskellige honoratiores for skolen, var meget fri og humoristisk. Da en af dem, der bestyrer ALC’s skolevæsen i landsbyerne, blev præsenteret var det med dén lille bisætning, at han for resten var en glimrende danser. Èn af os kom så til at sige, at gulvet da alligevel var ryddet, for dér sad vi jo i rundkreds på farvede plastikhavestole – og så fremførte han ellers en traditionel indisk dans på bedste vis! 🙂
Et dejligt besøg på en flot skole, der nu har en rigtig god standard – deres næste ønsker er AV-udstyr og ny gulvbelægning i den gamle fløj, samt opfriskning af et lille hjørne, hvor dén vandpumpe, vi også har doneret, står. Det giver god mening for os både at hjælpe med mursten og indhold – sidstnævnte kan I måske fornemme på disse billeder fra klasserne:
Cirka 45 minutter kørsel fra Koo Kallakurichi ligger byen Panruti. Her har ALC en skole med tilhørende hostel for over 100 af deres elever, hvis forældre arbejder langt væk. Der er en pige- og en drengeafdeling, og myndighederne har kritiseret, at der kun er to toiletter til rådighed (altså indiske toiletter, som jo er sådan en special kumme i gulvet). Deres ønske er en bygning med seks enheder til henholdsvis bad og toilet, så stedet kan få en bedre godkendelse. Allerede nu er der sat arbejde i gang for også at forbedre andre af forholdene for de mange kostelever, så forhåbentlig går det hele i opfyldelse. På billederne kan man i øvrigt lige få et glimt af køkkenet, hvor der hver dag laves tre måltider til over 100 børn…
Panruti ligger i et område, hvor man dyrker særligt mange cashewnødder – så inden turen gik hjemad, skulle vi selvfølgelig lige et smut inden om en cashewforretning, der solgte alverdens slags i NOGET større poser, end vi er vante til derhjemme. Vi holdt os vist primært til den saltede udgave – og ikke dém, der var røde af chili eller sorte af peber! De lignede nogen, der kunne bringe selv den mest hårdføre Indienrejsende i knæ 🙂
Torsdag eftermiddag og aften var der ikke noget program – men tiden kunne bruges til shopping og afslapning. Dét udnyttede vi til en tur i de små auto’er til det lokale supermarked, hvor vi fik helt ægte IS i forårsheden! Hvis man pakker sig god nok, kan man faktisk være forbavsende mange i sådan et køretøj; man kan jo både sidde bagpå, på taget, i lag og nærmest på instrumentbrættet 🙂
Nogle stykker af os havde inviteret os selv på aftensmad hos en gammel bekendt af projektet, som har boet hos os i Dybvad – og som sammen med to makkere har startet sin egen NGO hernede. Dén aften var ikke helt uden overraskelser – men dén historie må I vente med til senere 🙂
”Der bliver lidt luft i programmet i dag”… ”Der er kun to ting om formiddagen – så kan vi nyde eftermiddagen i ro og mag”… De fromme forventninger bliver nogle gange trumfet af virkeligheden, når der er mange, der gerne vil hilse på og sige velkommen til! Således også i dag, hvor vi dog havde en formodning om, at tidsplanen ville skride, og derfor jokede med det allerede fra morgenstunden. “Indian Time” er en disciplin helt for sig selv 🙂
Nå, men vi skulle bruge onsdagen på at gense Sandapettai High School, hvor vi indviede en bygning med klasselokaler i 2018 (faktisk præcis på dagen), og en toiletblok i 2020. Begge dele som en fælles indsats af Sæby Rotary Klub og Skæve-Hørby Sogn. Vel ankommet blev vi inviteret med til morgensamling, taler og flaghejsning – lige som to hold piger i deres fineste skrud dansede det bedste show, de havde lært… Det ene til Aqua’s ”Barbie Girl” endda! Så skulle skolebygningerne besigtiges, og vi holdt et lille møde med den ansvarlige præst i området, samt medarbejderne, hvor der fortalte om deres ønsker om nye faciliteter; f.eks. bænke til klasselokalerne og et science lab.
Men en god omgang jævnlig renovering og kalkning var nu heller ikke af vejen – så dét fik vi dem heldigvis med på. Dét går i øvrigt igen på alle vores bygninger – kalkmalingen holder ikke mere end et par år, så får det hårde klima gjort kål på selv de største anstrengelser for at holde det pænt. Det er lang de fleste indere imidlertid ikke så optaget af – og det bliver jo et hverdagssyn for dem. Vi tillader os nu alligevel at insistere på, at det løbende vedligehold kommer højt på prioriteringslisten.
Skolen i Suveseshepuram (en lille landsbyskole med tilhørende hostel for børn, hvis forældre arbejder langt væk fra egnen) fik nyt tag for to år siden. Det gamle var slidte teglsten – og regeringen baserer deres godkendelse af skolerne på, at taget kan modstå det stigende antal cykloner i området. Tamil Nadu-regionen ligger jo direkte ud til Den Bengalske Bugt, helt nede ved Sri Lanka.
Vi blev mødt med det festligste trommeoptog og en æresparade af eleverne, og (efter et noget langsommeligt møde med den lokale øvrighed i kirken) underholdt af de små poder, der virkelig havde gjort noget ud af både udklædning og sang. Herligt at se – deres temaer var familien og naturen. Desværre kan vi ikke lige umiddelbart få bloggen her til at vise videoer (dem har vi nemlig MANGE af), men vi arbejder på sagen… Næste punkt på dagsorden var rundvisning i deres klasser med præsentation af både scienceprojekter og fine Lego-byg.
På hostel-afdelingen er der p.t. 30 elever; 19 drenge og 11 piger, der sover på måtter på gulvet og har alle deres ejendele i en lille metalkuffert på hylden. Som nævnt arbejder de fleste af deres forældre på Mumbai-egnen, og de ser hinanden cirka hvert halve år – selv de alleryngste skoleelever…
Det var en opløftende oplevelse af se de mange smil og den særlige ånd, man tydeligt kan mærke på veldrevne skoler hernede. Eneste minus var deres legeplads, som trængte alvorligt til en hjælpende hånd. Derhjemme ville legepladsinspektøren formentlig omgående have fået nogen sat direkte i fængsel for dén tilstand – men heldigvis har vi gode muligheder for at lave ”straks-donationer”, idet gode folk i vores bagland knokler hårdt for at samle penge ind til vores projekter. Så legepladsen skulle helst være ordnet og udstyret med både nye redskaber, bolde og andre gode sager inden længe 🙂
Og så tilbage til dét med pausen midt på dagen: Vi nåede lige tilbage til vores bungalow i Siloam og hugge frokosten i os, inden vi drog over i konferencesalen, hvor 3. og 4. klasse var samlet. De blev præsenteret for Annes fine powerpoint med supergode klip og beskrivelse fra hverdagen hjemme hos eleverne i hendes klasse på Dybvad Skole. Nu går børnene hernede så i gang med at lave en respons med de samme spørgsmål, som vi tager med hjem på søndag. Dér gik de 20 minutters ”fritid”, som var lagt ind i programmet dén dag! 🙂
Straks derefter gik bussen mod en landsby en times kørsel væk, hvor vi var inviteret til at overvære en samling i en selvhjælpsgruppe for ammende mødre og gravide. Vi TROEDE egentlig, vi bare skulle deltage og kunne snige os lidt ind i ubemærkethed. Men nej! De troppede op med voldsomt store og nærmest kilotunge blomsterkranse og et trommeoptog, hvor de tre unge fyre gik helt amok med stikkerne hele vejen igennem byen.
Så inden vi fik set os om, var selvhjælpsgruppen blevet et veritabelt tilløbsstykke, hvor der sad folk i vinduerne, og der ikke kunne stoppes flere ind i lokalet. Og så gik de ellers i gang med endnu et velkomstshow med dans og musik – og vi var egentlig jo bare kommet for at høre lidt om sundhedspleje og modermælk på tamilsk facon 🙂
Heldigvis fik Sundar undervist i dét, han skulle, i hvert fald da 90% af flokken var sendt ud – og de deltagende kvinder var glade. Så nu kunne turen endelig gå hjemad; dog lige med et enkelt stop undervejs hos en gruppe børn i en evening study group i nabobyen, som lige fik et besøg – dén slags skal der være plads til. Og heldigvis stoppede vi – for de havde bundet flotte små buketter, og tre piger havde taget deres fineste tøj på og forberedt en dans, mens 10-12 andre var voldsomt benovede over et håndtryk og en lille halvt-engelsk-dansk-tamil-fagte-snak 🙂
Det kan helt sikkert være fristende at køre hurtigt hjem, når det er blevet sent og dagen har været nok så lang – og eventuelt vælge at skippe et enkelt programpunkt. Men nu er det jo visitten fra OS, som måske er deres dage eller uges absolutte højdepunkt…
Godnat herfra – på genhør i morgen, hvor vi starter frygteligt tidligt ud med morgenmad kl. 07 og afgang på nye eventyr kl. 07.30!
Vi kan vist roligt sige, at der må være RIGELIGT at lave for fjeder-værkstederne her i Indien – særligt når det gælder busser, som massevis af gange på hver eneste tur skal hen over nogle helt særlige fartdæmpende asfaltpølser på tværs af vejen; ja selv på “motorvejen” dukker de op ud af det blå!
Der er også dét ved det, at sæderne er designet til folk, der er lidt smallere og med kortere ben end de tilstedeværende – og aircondition består nogle gange af en åben fordør. Så det er en oplevelse i sig selv at blive transporteret…
Her får I et lille potpourri af busbilleder fra de tre styk, vi indtil videre har haft fornøjelsen af. Vi er specielt imponerede af “partybussen” – desværre nåede vi aldrig at høre boomblasteren i brug 🙂
Den tidligere leder af skoleprojektet hernede, Sundar, har vi haft besøg af flere gange i Danmark – og han har været med inde over vores projekter altid. Sundar er en meget driftig herre inden for socialt arbejde; og han har etableret sin egen organisation, DiorDet (Dawn Institute of Rural Development). Derigennem har han – sideløbende med fortsat at være konsulent for ALC – igennem en årrække drevet bl.a. børneparlamenter, selvhjælpsgrupper for kvinder, efter-skoletids-aktiviteter for børn i alle aldre, kurser for lærere – og ikke mindst en skrædderskole for unge kvinder: Else Krogh Tailoring Institute.
Tirsdagen bød på besøg netop hos DiorDets skrædderskole og nogle af dens elever, der har fået en lille sybutik op at stå derhjemme. Først havde vi fået æren af at uddele eksamensbeviser til det 14. hold syersker, som Sundar og hans folk har uddannet – hvilket naturligvis foregik med pomp og pragt, traditionel indisk dans og… selfies! 🙂
Der var gaver til os; bl.a. fine, håndbroderede duge og tasker med flotte tryk (af elefanter, men også køer, for de vidste at Lars er landmand; og de var absolut besvimelsen nær, da han fortalte, hvor mange svin, han har). Deres mange forberedelser op til eksamen med forskellige teknikker og beskrivelser, skulle præsenteres efter overrækkelsen af deres diplomas – stoltheden lyste ud af dem. Og med god grund: Nu kan de bidrage til familiens økonomi og slå sig ned som selvstændige – en enorm mulighed for at hæve sig over de vilkår, der er gældende for langt de fleste indere hernede på de sydlige spids.
Efter frokosten var der planlagt landsbybesøg tre forskellige steder med deltagelse i DiorDets ”evening study centres”. Det er et tilbud om faglige aktiviteter efter skoletid, som drives af frivillige i seks landsbyer og med 120 elever. De får herigennem grundlæggende træning i engelsk, matematik og science – men med en legende og mere eksperimenterende tilgang end det ordinære skolesystem, hvor udenadslære stadig fylder meget. Og endnu en gang oplevede vi deres store glæde ved at præsentere deres kunnen og vise de eksperimenter, de har lært – men også dén usikkerhed, de føler ved pludselig at stå overfor vesterlændinge, der endda tiltaler dem, stiller spørgsmål, giver hånd og som vil fotograferes sammen med dem…
Onsdagens program byder på besøg på to af de skoler, hvor vi har været involveret i byggerier; nemlig Sandapettai og Suviseshepuram – og ikke mindst skal vi besøge en selvhjælpsgruppe for kvinder om aftenen. Heldigvis kun en times kørsel væk, så det er jo en smal sag! 🙂
Det var nemlig dagen for besøget i landsbyen AK Thanda, hvor vi sammen med ALC og de lokale har opført en tilbygning til den eksisterende playschool’s lokale. Således er der nu tilført to nye klasselokaler, fundamentet til et tredje, og dermed mulighed for at nå op på fem klasselokaler og et lille kontor, når taget kan udnyttes til sin tid. Minimumskravet fra regeringen er fem klasselokaler, før man må kalde sig en helt ægte skole – så inden længe slipper de små (og de ER vitterligt godt nok nogle små søde størrelser) fremover for at skulle transporteres 10-20 kilometer i bjergene til andre skoler.
AK Thanda ligger i Kalrayan Hills, som er et grønt og frodigt område, som primært bebos af stammefolket lombardierne. Det er oprindeligt et omrejsende folkefærd, der altid har holdt til i bjergene. Fra vores bungalow i Tirukoilur er det en tur på 69 kilometer – som varede godt tre timer igennem den vilde indiske morgentrafik, hvor det føles som om, hvert andet øjeblik er ens sidste…! Men det var ventetiden værd!
Den officielle velkomst bød på al den festivitas, som inderne kan præstere. Først og fremmest hilste vi på den nyvalgte biskop, Peter Paul Thomas, og hele hans følge af embedsmænd; eller office bearers, som de kaldes. Vi mødtes i en rigtig fin bungalow, der er opført i bjergene af en tidligere bilforhandler, Sam Paul, fra Chennai. Sam og hans kone bruger huset som en slags feriebolig på grund af den markante forskel på dette sted og storbyens evige larm og hektiske liv. I bjergene er luften frisk, alt er grønt, og der er knapt så mange mennesker og dyr overalt. Men de dytter stadig i vildskab i trafikken, selv om vejen er næsten tom! 🙂
Velkomstdrink’en bestod af kokosnødder fra egen gård, hvorefter vi bevægede os over på den anden side af vejen, hvor skolen og kirken ligger. Vi blev på festligste vis udstyret med turban og blomsterkranse, fik en lille plet i panden, og marcherede under tromme- og biskop-eskorte op mod det igangværende byggeri. Både børn og voksne var festligt pyntet, og det var meget højtideligt, da Henning hejste det indiske flag sammen med biskop Peter under afsyngelsen af den indiske nationalsang, som børnene selvfølgelig kunne udenad.
Efter en rundvisning på området, hvor vi bl.a. hilste på et lille hold skrædderelever af lombardipiger, der holder til i kirken, var der møde. Og når indiske embedsfolk siger møde, så mener de virkelig MØDE…! Som regel timelange og med mange (mange!) ord. Sproget tamil er i virkeligheden meget smukt og blomstrende – men det mister en del i oversættelsen til engelsk – og så bliver det nogle gange bare voldsomt langt i stedet. Alle skal helst sige noget; det er som om, der er bonus til dén, der formår at holde den gående længst 🙂
Men uanset, så fik vi en god beskrivelse af området og dets historie, en redegørelse for den nye biskops visioner – og fik da også fortalt om vores egne ønsker og forventninger til samarbejdet fremover; og så er alt godt.
Efterfølgende var der superfin underholdning ved de små børnehaveklassebørn, der havde lært en velkomstdans og det hele. Deres øjne lyste helt op ved de mange klapsalver – og så gør det pludselig ikke så meget, at man har siddet til møde et par timer!
Besøget i AK Thanda sluttede af med træplantning rundt om kirken, hvor vi alle fik vores eget træ, inden frokosten blev indtaget på bananblade i skyggen hos Sam Paul.
Efterfølgende skulle vi ind omkring ALC’s agricultural center i Kariyalur; et landbrugscenter med egen avl af tapioka, kokosnødder, ris, mango, betelnødder (hvor barken fra tæerne i øvrigt bruges til de træagtige engangstallerkener, vi bruger derhjemme). Den ansvarlige for centeret, en ung og meget dygtig fyr ved navn Goodwin, viste rundt og fortalte om de 21 hektar og deres anvendelse. Stedet har tidligere været brugt til samme formål – men været lukket og tilgroet. Under den tidligere biskop, Samuel Kennady, blev det imidlertid genåbnet – og nu er der 10 medarbejdere, og stedet skal både kunne levere frugt og grønt til de fire ALC-hostels for børn og unge i bjergene, samt generere økonomi til skoleprojektet.
På det ene hostel, hvor pastor Goodwin og fru Sheila bor sammen med deres to børn, var vi inviteret på the og kage. Og selvfølgelig var alle børnene samlet til en dejlig velkomst med sange og fagter. Goodwin er virkelig fremragende med børnene, som har glimt i øjet (det har medarbejderne også dér). Der er ingen internet og SoMe i bjergene – så de var svært taknemmelige over noget så simpelt som en god gang Boogie-Woogie, som Anne forestod. Det HELT store grineflip brød naturligvis ud, da rumpen skulle rystes! 🙂
Efter besøget havde vi en flot tur hjem gennem bjergene og deres fantastiske udsigt i vores lille bus, inden vi atter ramte storbyens larm – for når det bliver mørkt, vågner inderne for alvor op og begiver sig ud på gader og stræder…
Efter en lang rejsedag lørdag (også for Mette og Svend Erik, der ganske vist kun var fløjet til Chennai fra Goa for at slutte sig til rejseselskabet – men til gengæld måtte vente fem timer dér på resten) var størstedelen af vores flok noget klatøjede ved morgenbordet søndag morgen; halvanden time efter ankomsten. Søvn var det ikke blevet til meget af, så det var en halvstor udfordring at kæmpe sig igennem de 2 ½ times gudstjeneste, der blev disket op med – på tamil, selvfølgelig. Prædiken alene varede vist omkring 30 minutter, og der blev nikket lidt på bænkerækkerne. Måske tænkte de indiske kirkegængere bare, at vi var enige!
Heldigvis var vi hele dagen ”på hjemmebane”. Stedet, hvor vi bor, består nemlig af både kirken, en kostskole for piger samt både primary-, middle- og highschool for byens børn og unge. Desuden har ALC en kursusejendom her – og så selvfølgelig den store gæste-bungalow, hvor vi bor. Det hele er omkranset af en mur, og en vagt passer på os (eller faktisk er han en ældre herre, der mest åbner porten, men alligevel!)
Overalt, hvor man færdes, vil børnene gerne i kontakt. What’s your name? Where do you come from? Er spørgsmål, man bliver stillet hundredvis af gange, lige som de bare så gerne vil have taget selfies – som regel dog med vores telefoner; men bare dét at blive fotograferet sammen er stort. Overalt er der smil, vinken og søde hilsener – man kan næsten kun blive glad af at være her.
Nå, men tilbage til søndagens program: Efter kirketid var der stillet snacks og kaffe frem – nogen skulle have et lille hvil (sådan en nats manglende søvn kan godt indhentes i etaper), og derefter en lækker, indisk frokost. Eftermiddagen blev brugt på lidt mere udpakning, for nogen også en lille gåtur ned mod floden – og så var vi inviteret over på skolens sportsplads i skolegården, hvor de ældste af kostskolens piger havde søndagsaktivitet. Reglerne var lidt svære at forstå (selv om de ihærdigt forsøgte at forklare dem), men de spillede i hvert fald ”Kho-Kho” og ”Kabidi”. Og ja, selv under sådan en kamp kan der nok blive taget et par hundrede ”selfies” med de blege tilskuere 🙂
Før aftensmaden dukkede vores gamle bekendte Deivaneethi op. Han er central manager for ALC’s skoledel, og dermed ansvarlig for skoledriften i de mange landsbyer, som kirken dækker. Efter en velkomsttale og uddeling af de traditionelle tørklæder, havde vi en snak om vores fælles projekter og de udfordringer, de har rundt omkring. Bl.a. faldende elevtal, idet der i øjeblikket åbner en del engelsksprogede privatskoler i landsbyerne – hvilket betyder, at der nogle steder mest er dalitter (altså de fattigste kasteløse) tilbage i ALC-skolerne. Skolernes fysiske vedligeholdelse blev også drøftet, så vi glæder os til at se, hvordan det står til derude her de næste dage, når vi kommer på besøg… Her skal vi på forhånd beklage, at I nok kommer til at blive spammet med billeder af børn i både skoleuniformer og flotte farvestrålende dragter 🙂
Mandag bliver en stor dag med officiel velkomst i AK Thanda – hvor vi er engageret i et helt nyt skolebyggeri. Både byens borgere, elever og forældre, biskoppen og hele ALC-staben er indbudt. Det bliver festligt – og det hele starter kl. 10, så vi må tidligt op og ud i vores lille praktiske bus!
