4 skolebesøg og en åndeuddrivelse

Fredagsprogrammet var tæt pakket… Hele 4 skoler skulle besøges – startende med morgensamling på en byskole umiddelbart i nærheden af vores guesthouse, og hernæst en virkelig fattig skole med større elever (men hvor der dog var sat et projekt med undervisning på tablets i gang) – her var der behov for mange hjælpende hænder.

Efter frokost vendte vi bilerne mod oplandet og nogle små skoler, hvor der var forberedt fantastisk flotte forestillinger. Blandt andet var der hoppende og syngende frøer, Pete the Cat var blevet væk, traditionel indisk sang, samt showdans i traditionel indisk stil med flotte kostumer.

På den første skole var der var én headmaster og to lærere; sidstnævnte kendte vi hver især fra tidligere – Johannes, der er Sundars søn, og Jennie, som tidligere har arbejdet på ALCs hovedkvarter. På den sidste skole i Parikkal, ramte cyklonen Thane hårdt for år tilbage, og på dette tidspunkt donerede Skæve sogn akut et helt nyt tag, så undervisningen kunne genoptages. Dejligt at se, at pengene falder på et tørt sted (bogstaveligt talt).

På hjemturen gjorde vi stop ved et hindutempel, hvor en uddrivelse af onde ånder var i fuld gang – og så skulle vi altså lige shoppe amok også; så nu sidder de forretningsdrivende i Tirukoilurs handelsstandsforening formentlig og gnider sig i hænderne 🙂

I morgen skal vi på ægte ferie! Nemlig udflugt til den gamle danske koloni Trankebar, hvor vi skal overnatte på hotel, og søndag til Pondicherry; en gammel fransk koloni… Vi glæder os! 🙂

Torsdag på farten

Første hele dag på farten startede på Else Krog Skill Training Centre, hvor unge piger lærer skrædderfaget. Det var især til stor glæde at se, hvor meget de tidligere studerende havde fået ud af uddannelsen – sådan nogle mødte vi nemlig også; og besøgte derhjemme, hvor de havde købt en symaskine og nu tjente til deres eget og familiens levebrød.

Mens damerne fik tilpasset deres indiske outfits hos én af dem, tog herrerne tilbage til Sundars kontor i en auto (som mange andre steder er kendt som tuk-tuk). 11 personer kunne vi lige få moslet ind i sådan en lille maskine, og de 8 indere syntes, det var mega fedt at køre med sådan noge blege gespenster 🙂

Efter frokost og lidt mødeaktivitet gik turen til Siloam, hvor vi skal have base fremover (med undtagelse af et par smutture til Pondicherry og Trankebar; tidligere franske og danske kolonier). Efter indkvartering og en meget højtidelig velkomst (hvor vi p.g.a. trafik m.v. var et par timer forsinket – og hvor et par lokale kvindegrupper, som var inviteret med, derfor nok ikke lige fik lavet aftensmad til deres familier dén dag !) skulle vi på besøg hos John Dougles og hans familie. John har tidligere besøgt Skæve, og vi fik en perfekt tilpasset (læs: dansk-letkrydret) middag i anledning af hans og fruens bryllupsdag.

Fredagens program indeholder besøg på ikke mindre end fire skoler – og heldigvis også et besøg i et spændende hindutempel på vejen tilbage til Siloam 🙂

Så nåede vi frem…

…godt nok kun med nød og næppe, for køen til immigrationsmyndighederne i Mumbai var RIGTIG lang, og de skyndte sig ikke! Derfor var gaten egentlig lukket da vi nåede igennem security for at flyve videre til Chennai – men lidt trusler og et par NOGET skarpe blikke fra Kirsten fik skræmt dem til at stoppe flyveren og tage os med 🙂

Et par timers søvn på Women’s Hostel i Chennai (hvor vi også fik dejlig morgenmad hos vores gamle bekendte Ruby), og så gik turen mod Tirukoilur, hvor vi så Sundars nye kontor og besøgte flere forskellige af hans projekter med evening-studycenters. Det er en slags lektiecafé, hvor børnene kan komme efter skole og lære mere – også for de dalit-børn, der IKKE må/kan gå i skole. Og SÅ var en god nats søvn på hotel med god indisk mad og aircondition ellers tiltrængt. Så nu er vi klar til torsdags-programmet, hvor vi skal besøge Else Krog Tailoring Centre og flytte til vores faste gæstehus på den store kostskole i Siloam…

Ready for takeoff…

Man må tidligt op for at nå det antal kilometer, der skal tilbagelægges mellem Dybvad og Tirukoilur! Men NU er vi klar til første hop til Amsterdam – dernæst Mumbai og Chennai 😊

Så er der snart afgang

Så er det igen blevet tid til at tage til Indien og besøge Skoleprojektet.

Vi er seks personer der tager afsted, nemlig Tove og Ludvig, Jesper, Kirsten, Mette og Svend Erik.

Vi tager afsted fra Aalborg lufthavn den 13. februar kl. 06:00 og med mellemlandinger i Amsterdam og Mumbai lander vi i Chennai den 14. tidlig om morgenen.

Vi vil undervejs opdatere denne blog med vore oplevelser.